QA AND QC ENGINEER

KVALITETSINGENIØR

Vipp søger en kvalitetsingeniør til vores udviklingsafdeling. Du vil blive en særdeles vigtig ressource i arbejdet med at håndtere kvalitetssikring- og styringsplaner for hele Vipp produktporteføljen.

OM STILLINGEN 
I stillingen som kvalitetsingeniør vil du blive ansvarlig for:
- Udvikling, håndtering og vedligeholdelse af kvalitetssikrings- og styringsplaner.
- Identifikation af hovedårsagen til defekter og sikring af, at disse ikke opstår igen.
- Håndtering af reklamationssager for sælgere og slutkunder på hele produktporteføljen.
- Indsamling af viden om produktstandarder samt fortolkning af disse og sikring af, at produkterne overholder disse i samarbejde med udviklingsholdet.
- Udførelse af audits hos leverandører.
- Træning af eksterne kvalitetskontrollører.

Succeskriterierne for ovenstående opgaver er gennemgående at minimere reklamationer, sikre en endnu bedre kundeoplevelse og konstant at optimere Vipps produkter.
Du får plads på et udviklingsteam med syv andre ingeniører, og du kommer til at have et tæt samarbejde med eksterne leverandører og interne projektledere, udviklere og designere.

Der må påregnes ca. 20 - 30 rejsedage om året.

OM DIG
Du har en ingeniøruddannelse og dermed et godt afsæt for at arbejde med kvalitetssikring på et højt niveau. Herudover forventer vi, at du:
- Har dokumenteret, succesfuld erfaring med QA udvikling og vedligehold.
- Har erfaring med LEAN og udvikling af Kaizen.
- Gerne har erfaring med eller uddannelse i Six Sigma.
- Forståelse for dokumenter vedr. lokale lovkrav, standarder, godkendelser og certificeringer af produkter.
- Arbejder struktureret og systematisk.

Du har minimum tre års erfaring med relevant ingeniørarbejde inden for kvalitetssikring. Du er i høj grad en afslutter, der med en akademisk tilgang arbejder struktureret med et godt overblik. Du har sans for detaljen og stræber efter den bedst mulige kvalitet. Du tror på kvalitetssikring frem for kontrol og trives med dokumentationsarbejde.

OM VIPP
Når vi laver et nyt produkt, betragter vi det som et redskab, der vil blive brugt til at fremstille eller opnå noget - et værktøj, der skal have en lang levetid, og hvor følelsen af kvalitet er tydelig hver gang det bruges.
Vi fortolker og digter videre på en rigtig god historie, som er forankret i Holger Nielsens passion for godt håndværk og funktion, som begyndte med en pedalspand i 1939. Vi er et ungt team på 40 mand, som har til huse i et renoveret trykkeri på Islands Brygge. Selvom Holgers spand ikke nåede længere end fra Randers til København i hans levetid, rækker vi i dag fra Bryggen og ud i 25 lande, bl.a. over Atlanten til USA, hvor Vipp inc. har slået rødder i New York.

Vipp tilbyder
- En udfordrende stilling i en international virksomhed med succes.
- Muligheden for at se resultatet af dit arbejde.
- Et dynamisk og inspirerende miljø, hvor ansvar og involvering er i højsæde.
- Ansættelsesforhold efter kvalifikationer.

OM ANSØGNINGEN
Hvis du drømmer om at digte videre på Vipp historien sammen med os, modtager vi gerne din ansøgning hurtigst muligt. Send din ansøgning via vores rekrutteringssystem her. Hvis du vil vide mere om stillingen eller virksomheden, så kontakt venligst Product & Development Director Morten Woldum på +45 3264 0312.

TWITTERFACEBOOK

Sign up for Newsletter

Sign up for press releases